Tirsdag d. 16. juni afholdtes generalforsamling i vort lokale i Byens Hus i Løgstør. Der var mødt 14 medlemmer op til denne årlige sammenkomst. Som traditionen er i foreningen, styrede formand Knud E. Nielsen selv slagets gang, og aflagde beretning. Han oplyste at der pr. 31. maj var 90 medlemmer. Der var planlagt 17 arrangementer det forgangne år, men risikoen for Coronasmitte gjorde at vi måtte aflyse de 6 p.g.a. forsamlingsforbud. Deriblandt var desværre også den store påskekonkurrence i Gøttrup Fiskepark, som ellers plejer at give et godt tilskud til foreningen. Først d. 12 juni kom vi i gang igen med natfiskekonkurrencen i Vesthimmerlands Put & Take. Han kom en del ind på de enkelte arrangementer der var afviklet, og til slut i beretningen takkede formanden som altid vore sponsorer og samarbejdspartnere for den store opbakning, og opfordrede naturligvis også medlemmerne til at støtte vore sponsorer. Det kommer alle til gode i den sidste ende. Beretningen blev godkendt af forsamlingen.
Derefter var der fremlæggelse af regnskab. Det var ikke helt så godt et resultat som ønsket, på grund af manglende indtægter fra forskellige arrengementer, ikke mindst fra den aflyste påskekonkurrencen i Gøttrup Fiskepark, som er vor største indtægt ved arrangementer. Langelandsturen gav også et minus på bundlinjen, ligesom en havtur også gav underskud. Der skulle dog være taget forbehold for at det ikke sker igen med forskellige tiltag. Regnskabet som var behørigt revideret og godkendt, blev ligeledes godkendt af forsamlingen.
Der var ingen indkomne forslag, så vi gik over til valg til bestyrelsen. På valg var Søren Larsen, Rasmus Larsen og Hans H. Madsen. Alle 3 blev genvalgt. Ole Andersen blev genvalgt som suppleant til bestyrelsen. Pernille Lynge blev genvalgt som revisor, og Henning Ørebro blev genvalgt som revisorsuppleant.
Under eventurelt er der altid 3 faste indslag. Uddeling af “årets københavner”, kåring af “årets foreningsmester” og valg af “årets fisk”. Der var ingen emner til “københavneren”, og foreningsmester blev det medlem der på coronanedlukningstidspunktet lå forrest i konkurrencen, skønt ikke alle arrangementer kunne afvikles. Det var Rasmus Larsen der vandt med 260 point. Nr. blev Ole Andersen med 230 point og nr. 3 Knud E. Nielsen med 210 point. “Årets fisk” vælges blandt de største fangster til vore arrangementer i det forgangne år, og her blev der kampvalg mellem en guldørred og en regnbueørred der hver fik 4 point ved første afstemning. Ved anden afstemning vandt guldørreden på 4,370 kg med 9 point foran regnbuen med 5 point. Det var dog samme fisker der havde fanget begge fisk, nemlig Rasmus Larsen. Han fik en pokal både som vinder af foreningsmesterskabet og for “årets fisk”.