Tirsdag d. 19. juni 2018 afholdtes generalforsamling i foreningen. Formand Knud E. Nielsen bød velkommen til de 15 fremmødte, og styrede selv – vanen tro – slagets gang som dirigent. Han fremlagde beretning, hvor han kom lidt ind på de 16 afholdte arrangementer i det forgangne år. Der har været en overvægt af P & T -ture, da vi kan se det er her den store opbakning er, uanset hvad vi laver af andre tiltag. Sådan vil det også være det næste halve år som er tilrettelagt. Vi er jo til for at pleje vore medlemmers interesser. Han oplyste at vi er 84 medlemmer i øjeblikket, det er stort set uændret i forhold til tidligere år. i vor facebookgruppe har vi 182 medlemmer, og det kunne være rart at få nogle af disse med som aktive medlemmer af foreningen. Til sidst en stor tak til vore sponsorer og samarbejdspartnere, som gør tingene noget nemmere for os, takket være deres velvillighed i forbindelse med vore arrangementer. Og han kom med en stor opfordring til medlemmerne om også at støtte dem. Beretningen blev enstemmigt godkendt. Derefter framlagde han et godkendt regnskab, som viste tilfredsstillende resultat. Dette blev ligeledes enstemmigt godkendt. Der var ingen indkomne forslag, så vi gik videre til diverse valg. Til bestyrelsen var Hans H. Madsen og Søren Larsen på valg. De blev begge genvalgt uden modkandidater. som suppleant til bestyrelsen genvalgtes Rasmus Larsen. Som revisor genvalgtes Pernille Lynge.
Under eventuelt har vi 3 faste indslag, nemlig valg af årets fisk, valg af årets københavner og udnævnelse af årets foreningsmester. Årets fisk blev en torsk på 12,2 kg fanget af Søren Larsen på vor langelandstur – på et spinkelt fladfiskeforfang. Noget af en præstation. Han fik velfortjent pokalen for denne. Årets københavner -en knap så eftertragtet belønning, en “forgyldt” snorkel- gives til et medlem der i det forgangne år er kommet mindre heldigt afsted. Den gik til Hans H. Madsen, der tog til Langeland med sine 3 bedste stænger, da de skulle gøres klar erfarede han dog at alle 3 topstykker stod hjemme i Løgstør. Han kunne heldigvis låne sig ud af problemet, men de andre morede sig, og glemte det åbenbart ikke. Årets foreningsmester kåres på baggrund af de point der er optjent på vore ture i det forgangne år. Her var det Kaj Andersen der løb med pokalen. Han scorede 250 point, efterfulgt af Rasmus Larsen med 230 og Hans H. Madsen med 220 point. Formanden sluttede med tak for en god aften.
Et udsnit af de fremmødte til generalforsamlingen.